Back to index <<

Det tredje rum
Af Katrine Lange

At finde et neutralt rum at udstille et kunstværk i er en umulighed – så hvilken betydning har placeringen for vores opfattelse af kunsten? Tænker vi et værk ind i en kunsthistorisk sammenhæng, når vi oplever det i et gallerirum, mens placeringen af samme værk i en nedrivningsmoden passage på Vesterbro vil sætte helt andre tanker og følelser i gang i os som beskuere?

Ved at udstille sit værk ”Body-Double” to meget forskellige steder på samme tid satte billedkunstneren Kaspar Oppen Samuelsen i november 2006 fokus på det spørgsmål.
Udstillingsstederne var henholdsvis galleriet KOH-I-NOOR i Dybbølsgade og EDB erindring, et vindue i Vestergågades Passage i København.

Body-Double
Titlen ” Body-Double” refererer dels til beskuerens rolle og dels til værkets flertydighed. Begrebet er fra filmens verden og dækker over brugen af stand-in skuespillere, som f.eks. i nøgenscener træder i stedet for karakterskuespillerne, men uden at dette bliver tydeligt for publikum. I filmen ”Body-Double” fra år 1984, har instruktøren Brian De Palma gjort fænomenet til en del af handlingen for at skabe usikkerhed om, hvem der er skuespilleren, og hvem der er stand-in.  Ved at lade et filmteknisk virkemiddel blive en del af selve fiktionen vækker instruktøren publikums trang til at udforske, hvem der er original, og hvem der er kopi. På samme vis appellerer Kaspar Oppen Samuelsen i sit værk til beskuerens iagttagelse af sin egen rolle i de to forskellige udstillingssituationer. 
Ved hjælp af fotomanipulation har han sammensat ting, hentet fra internettet, hans egen bolig og andre lokaliteter. Derved har han skabt en slags alternativ virkelighed – et tredje rum, om man vil. Kunstneren har i skabelsesprocessen måttet foretage nogle valg og fravalg, på samme måde som det moderne menneske i sin færden rundt i byen og i medierne konstant tvinges til at vælge. Værket kan på den måde opfattes som en visuel fremstilling af det moderne menneskes bevidsthed, en kortlægning af vores erfaringer og associationer. Derved bliver værket et symbol på det hybride rum, som ligger mellem kunsten og virkeligheden, et rum, hvor der skal vælges, hvordan man vil opleve tingene, og hvor beskueren stilles overfor dilemmaet: hvad er mest virkeligt - virkeligheden omkring os eller vores opfattelse af den?
På samme tid opstår der et tredje rum mellem gallerirummet og passagen. Det rum, som beskueren skal bevæge sig igennem for at nå fra den ene ophængning af værket til den anden. Beskueren skal selv vælge vejen dertil og kan via bevægelsen gennem byrummet samtidig foretage en mental bevægelse fra et rum til et andet – fra en side af sig selv til en anden.
Og det er netop en af pointerne ved dette værk: At beskueren skal inviteres til at opleve to forskellige sider af sig selv i rollen som beskuer og blive i tvivl om, hvilken der er ”originalen”. Kaspar Oppen Samuelsen inddrager dobbeltplaceringen som et aspekt af sin kunst, så værket på den måde får interaktiv karakter.

Beskuerens rolle
En beskuer præges af det sted, hvor mødet med kunstværket sker. I gallerirummet møder man op med en forventning om at se kunst, hvorimod man i passagen måske tilfældigt ser billedet på sin daglige vej mod Netto.
Hvor gør værket mest indtryk? Der, hvor det kommer bag på en, eller der, hvor man forventer det? Når man oplever værket begge steder opdager man, at der sker noget med én. På galleriet sker der dét, man forventer, i passagen træder man ind i et mystisk vakuum i storbyens mylder. Her er det en anden virkelighed, som hersker, og man kan opdage ukendte sider af sig selv. I galleriet er beskueren defineret som kunstinteresseret, hvorimod man i passagen er udefineret - derfor mere sårbar, men måske også mere modtagelig for værket.

Galleriet og passagen
Galleri KOH-I-NOOR består af et lille hvidmalet rum, hvori Kaspar Oppen Samuelsens fotografiske værk var ophængt som det eneste i udstillingsperioden. Derfor tiltrak billedet hele beskuerens opmærksomhed. Ophængningen på den hvide væg intensiverede farverne og dybdevirkningen. I modsætning hertil var ophængningen i Vestergågade Passage mere anonym og lettere at overse, selvom billedet umiddelbart var mere tilgængeligt her. Passagens neonlys og ophængningen på glasruden med hvidt tape gav værket et fladere udseende som en tilfældigt ophængt plakat eller reklame, som det travle storbymenneske måske kun kort registrerede i forbifarten.

Den moderne flanør
Som storbymennesket bevæger sig rundt i byens rum, bevæger internetsurferen sig omkring i cyberspace - en flanør, der uden at have et mål med sin slentren fascineres af at betragte tilværelsens varierede fænomener.  I det elektroniske rum bliver det aldrig til kropsnære erfaringer, her er surferen en anonym betragter på afstand, som 1800-tallets digter Baudelaire var det, når han flanerede i Paris.  Forskellen på de to er dog, at hvor Baudelaire brugte alle sanser i sine iagttagelser, der er internetsurferen udelukkende styret af de visuelle indtryk. Men for begge gælder det, at indtrykkene lagres i hukommelsen, så de til en hver tid kan visualiseres. For Baudelaire var det byens indtryk, for internetsurferen er det indtryk fra hele verden, den nære og den, der aldrig opleves på anden vis end ad elektronisk vej.

Krak 148
Værket ”Body-Double” giver associationer i flere retninger. Billedets fokus er konstrueret som et netværk. Som et rumskib svæver det over en urtidsskovbund, der fremstår som en svunden tilstand af bevidstløshed - en dunkel kontrast til det elektroniske kort. Netværket består af plateauer, sammenholdt af lineære forbindelser, men tilsyneladende uden tematisk sammenhæng. Netværket kan aflæses som en samling tegn, der i sin helhed fremstår som en kortlægning. Billedet kan ses som et mentalt landkort, men også som en enkelt celle i en organisme, der indeholder hele organismens hukommelse. Det kan også ses som et bykort eller et verdenskort med de forskelligartede grupperinger, der eksisterer side om side, mere eller mindre forbundet. Eskimoen ved vågen i isen og soldaterne i Irak – er de et billede på den multietniske storby, eller er de tegn for en hjernes lagring af mediebaserede informationer? Flertydigheden forstærkes af kunstnerens gådefulde brug af mønstre og ikoner, som udfordrer beskuerens analytiske evner.    

Litteraturliste
Sandby, Mette: Mindesmærker. Tid og erindring i fotografiet. Rævens Sorte Bibliotek, nr. 54: Forlaget Politisk Revy, 2001